YouSee

Få mest ud af YouSee
YouSee sender en del TV-kanaler udelukkende i HD kvalitet (720p), hvilket betyder, at man ikke kan se disse kanaler hvis man ikke har et TV med digital tuner og mpeg4.
 
Har du et fladskærms-TV uden digital tuner til kabel TV (DVB-C) og mpeg4, eller måske endda et gammelt billedrørs TV, behøver du ikke at anskaffe dig et nyt TV for at kunne se HD-kanalerne.
 
Det kan let løses med en lille DVB-C mpeg4 tuner boks, som dit TV modtager billedet fra, på samme måde som fra en DVD afspiller eller videomaskine. Man skifter så bare kanal på boksen i stedet for på TV'et.
 
Læs mere om det digitale tv-signal på: http://www.detnyetv-signal.dk/ - http://digi-tv.dk/

 - HD - DVB-C - mpeg4


YouSee boks uden harddisk
Jeg fandt tilfældigt ud af, at El-giganten sælger YouSee's gamle udlejningsbokse (Samsung SMT H3106). I december 2013 købte jeg en ekstra for 495 kr. (kostede tidligere 695 kr.) og kunne konstatere at den var sprit ny og aldrig havde været taget i brug.
 
Det er den gamle udgave uden harddisk, så har man ikke behov for at skulle optage udsendelser for at se dem senere, eller sætte en udsendelse på pause, er det helt klart et godt tilbud. Især med alt det der følger med.
 
Der findes andre bokse på markedet som er billigere, men med den lavere pris følger også et ringere produkt. Jeg har selv prøvet nogle af de billige, og har oplevet problemer med at bl.a. lyd og billede ikke passede helt sammen. Det er specielt irriterende at se på når nogen taler.

Man behøver ikke et YouSee Plus kort, for kunne benytte YouSee boksen til at se digitalt TV, men man skal selvfølgelig have kabel-tv fra YouSee. Det er alene de særlig YouSee Plus fordele, som man ikke kan benytte.
 
Læs en af de tidlige anmeldelser af boksen hos recordere.dk.


Samsung SMT H3106
Boksen får man i den originale papkasse, og den indeholder alt originalt tilbehør, inkl. YouSee-dongle til trådløst netværk samt antenne-, SCART- og HDMI-kabel (med ethernet), ligesom der er danske manualer til både boks, fjernbetjener, og  YouSee-dongle.

Se de danske vejledninger i PDF online her.
 
 Kassens indhold

Selvom der er tale om en brugt - og tidligere udlejet - boks, fremstår de to bokse jeg har købt som helt nye. Især kabler, fjernbetjeneren og dongle til trådløst netværk, ser helt nye ud.


Samsung remote
Fjernbetjener (Samsung GL5900070A)
Der følger en original Samsung GL5900070A fjernbetjener med inkl. helt nye batterier. Den har en værdi af ca. 280 kr.

Fjernbetjeneren kan også betjene Samsung TV, se brugervejledningen for mere information.

OBS: Man skifter mellem at betjene boksen og TV med en af de fire knapper helt øverst. Reagerer boksen ikke når du benytter fjernbetjeneren er den måske skiftet til TV-brug. Stille tilbage til boksen med knappen "STB" helt øverst.

Se vejledningen her.


YouSee-dongle
Den lille dongle til trådløst netværk, har man ikke så meget at bruge til sammen med selve boksen,
hvis man ikke har et YouSee Plus kort.

Selv hvis man har et YouSee Plus kort er den som oftest overflødig, da boksen har adgang til internettet via antennestikket med sit indbyggede kabelmodem, også selvom man ikke har internet hos YouSee.

Se vejledningen her.
 
Den virker dog også i en almindelig computer, så hvis du mangler trådløst netværk i din computer kan du bruge den i den.
 
 

Det er en YouSee-branded udgave af Edimax EW-7711UMn Wireless nLite USB Adapter. Sådan en ligger i et prisleje omkring 100 kr.


Tilslutning af boksen
Boksen kan tilsluttes med alle normale tilslutningsmuligheder vi kender i Danmark - SCART-kabel, Component (RGB), HDMI - og så er der mulighed for separat tilslutning af lyd med enten phono-kabel eller SPDIF (optisk).
 
Stik på bagsiden

Det bedste billede får man ved at bruge det medfølgende HDMI-kabel. Det sender billedet digitalt til TV'et.
 
Har man et af de helt tidlige HD-ready fladskærme uden HDMI-indgang, men kun med DVI-indgang, skal man anskaffe sig en HDMI-DVI adapter eller et HDMI-DVI-kabel samt seperat lydkabel, som oftest skal være et phono-til-jack kabel. Phono stikkene skal ind i YouSee boksen der hvor der står "AUDIO" og jackstikket (det lille runde der ligner det man stikker i sin iPod til øretelefonerne) skal ind i et stik bag på TV'et hvor der som oftest står "PC lyd ind", "DVI lyd ind" eller noget i den stil (OBS: skal ikke forveksles med stikket til øretelefoner).
 
 
Disse kabler kan man købe hos Av-Cable.dk til ganske få kr. samt hos El-giganten og FONA. Kig bag på dit TV inden du anskaffer kabler, så du får de rigtige.
 
Har du hverken HDMI eller DVI stik på dit TV, skal du blot bruge det medfølgende SCART-kabel og tilslutte som man tilslutter en videomaskine eller DVD-afspiller.
 
Nu har dit TV adgang til alle de nye HD-kanaler, som ikke sendes med det gamle TV-signal.


Opdatering af boksen
Første gang man tænder boksen vises en velkomstskærm (bemærk, der også er en afbryderknap på bagsiden, hvor man kan slukke helt for boksen), hvorefter boksen selv kontrollerer om der er et tilgængeligt signal fra YouSee. Boksen finder alle kanaler, inkl. kodede kanaler. Alle de ukodede kanaler ligger først i listen.

 

Bemærk, at alle de ukodede kanaler dukker op igen i en kodet udgave længere nede i listen sammen med alle de andre kodede kanaler. Så hvis du har bladret langt ned i listen og pludselig kun får kanaler med stort skærm, skal du blot vælge kanal 1 for at komme tilbage til starten af kanal listen.

Efter kontrol af netværk laver boksen en selv-test, som sandsynligvis konstaterer, at der findes en opdatering klar til at blive lagt på boksen.

  

Følg blot vejledningen på skærmen - sluk boksen med fjernbetjeneren når du bliver bedt om det og tænd igen. Boksen slukker et par gange i forløbet (indikatoren i power-knappen på boksen lyser rød). Den skal blot tændes igen når det sker.


Forbedrede zoom-funktioner efter opdateringen
Efter opdateringen, har Samsung forbedret zoom-funktionen i boksen, så de kanaler der sendes i lidt sære billedformater, kan justeres til bedre at passe til TV-skærmen.
 
TCM sendes f.eks. så billedet på bredformat-film bliver meget lille i midten af skærmen, men det kan nu ændres ved at zoome ind på billedet (der er 3 zoom-niveauer).
 
 
Tilsvarende kan billedformater der sendes til det gamle firkantede TV-format (4:3) strækkes ud så det fylder hele billedet på et bredskærms-TV (16:9), hvis altså man foretrækker dette.
 


Nævneværdige funktioner
Som noget af det jeg blev mest begejstret over, og som fik mig til at købe en til mig selv - ud over den jeg har givet min far og mor - er den elektroniske program guide, som man kalder frem via "Guide" knappen nederst på fjernbetjeneren.

Guiden fungerer langt bedre end dem jeg har set indbygget i de fleste digitale TV.

 

Og så er der program information, som viser en fulde beskrivelse af den aktuelle udsendelse man ser, og som man kalder frem fra "Info" knappen. Det er et uddrag af denne beskrivelse man kan se i den aflange sorte ramme på billedet ovenfor til venstre. Mens man bladrer rundt i Guiden eller læser programinfo, man man stadig høre lyden og se billedet fra den aktuelle udsendelse i en lille udgave.

Og så skal det også lige nævnes, at der er en masse digitale radiostationer og mulighed for at oprette en liste med ens favorit kanaler. Se den læsevenlige brugervejledning for mere.

 

Comments